Aars-stenen

Vest for kirken, på en i nutiden anlagt høj, står den anseelige Aars-sten, der med sin runeindskrift er meget særpræget. Gennem gamle beretninger kan det godtgøres, at den i århundreder har stået nordøst for kirken, og visse omstændigheder sandsynliggør, at det er dens oprindelige plads. Den har formentlig udgjort et samlet mindesmærke med en nu forsvunden bautasten og to nu sløjfede høje i lighed med Jelling-anlægget.
I begyndelsen af forrige århundrede iværksatte Oldsagskommissionen en undersøgelse af landets oldtidsminder, og her blev Aars-stenen og den føromtalte bautasten fundet tilgroet under kirkegårdens grønsvær. Da stenene blev taget op, viste det sig, at den ene havde indskrift på begge sider.


Runestenen med indskriften blev anbragt i våbenhuset, indtil den ved ombygningen i 1921-22 blev flyttet ud på den lille høj vest for kirken. Runerne står klart og tydeligt og er omtalt i Wimmers store runeværk. I Lis Jacobsen og Molktes runeværk af 1942 gengives den således:

Forsiden: Asser satte denne sten efter sin herre Valtoke.
Bagsiden: Stenen forkynder at den længe vil stå her, den skal nævne Valtokes varde.

Ifølge Wimmers fortolkning var Valtoke søn af Gorm den Gamle. Han faldt i et slag ved Uppsala mod den svenske konge Erik Sejersæl.
Nyere forskning benægter dette, men daterer stenen til vikingetiden. Hvorom alting er, så vil stenen dog altid hævde sig som en af de smukkeste og ejendommeligste af Danmarks runemindesmærker.

På stenens forside står: Asser satte denne sten efter sin herre Valtoke.

På bagsiden af stenen står: Stenen forkynder at den længe vil stå her, den skal nævne Valtokes varde.

Ultimate Web